Forfatterarkiv: Birgitte Johannesen

Fuglebjerg-Tystrup-Haldagerlille sogne.

På søndag 7. april afholdes der orienteringsmøde efter gudstjeneste i Fuglebjerg kirke kl. 10.30.

Menighedsrådet fortæller om det forløbne år i kirken og om kommende opgaver og tiltag til styrkelse af kirkelivet.

Der er selvfølgelig mulighed for at give sin mening til kende og evt. lufte gode ideer på mødet.

Mellem gudstjeneste og møde serveres der sandwich og kaffe mm.

Alle er meget velkommen, og menighedsrådet håber på et godt fremmøde.

Foredrag  tirsdag 26. marts kl. 19.00 i Fuglebjerg Præstegård

med Søren Lynge, som er centerchef på CKU, “Center for Kognitiv Udvikling”,

Foredraget henvender sig primært til unge og deres forældre, men der er noget at hente for alle.

Vi havde Søren Lynge på besøg på en konfirmanddag for nogle år siden, og mange syntes, at det var rigtig godt. Så nu synes vi, at flere skal have glæde af at høre ham.

Hvilken betydning mon det vil få for jer at få flere positive børn? Søren Lynge har opfundet en metode til at mindske negative tanker og fremme de positive, hvilket betyder gladere unge og mindre stress.

Gennem foredraget vil tilhørerne blive præsenteret for nogle af de bedst udviklede teknikker til at oparbejde mental sundhed, glæde og personlig trivsel.

Hyggeeftermidddag i Fuglebjerg Præstegård tirsdag 12. marts kl. 14.00

“Lys i mørket – mit liv som blind” ved sognepræst Eva Melhof fra Snesere.

Eva vil fortælle om, hvordan det opleves at være blind og hvordan man klarer dagligdagen uden at kunne se.

Hun vil også fortælle om hvordan hun klarer præstegerningen, når synet er væk.

Eva er på 26. år præst ved Snesere kirke mellem Præstø og Næstved.

Hun blev blind i januar 2003 og mistede sit ene ben halvandet år efter at hun var blevet blind.

Eva vil også komme ind på, hvordan man holder modet oppe, når livet byder på en livssang med så mange toner i mol.

Beretningen om hendes liv er levende, optimistisk og fyldt med humor.

For der er stadig meget at leve for, fastslår hun med et smil.

Der er kaffebord, og der er gratis adgang.

Natkirke i Fuglebjerg kirke

Fredag d. 1. marts 2019 vil dørene i kirken være åbne i tidsrummet kl. 19.30 til 22.00.

Menigheden kan frit komme og gå i dette tidsrum, hvor der vil være mulighed for at opleve en anderledes kirkegang og gudstjeneste.

I løbet af aftenen vil man, foruden stemningsfuldt orgelspil, minigudstjeneste, korsang og fællessang, kunne opleve musikeren Benjamin Barfod spille på hang.

Der bliver også mulighed for at tænde lys, udfolde sig kreativt sammen spejdere, høre om konfirmandernes bud på livsværdier, samt at høre historie og få en kop kaffe.

Alle er velkomne, og vi glæder os til at se jer.

 Benjamin Barfod spiller på hang