Program

Program Vinstrup-Tystrup Bylaug Sæson 2019 – 2020.

Så er det igen tiden for et samlet tilbud af aktiviteter i bylauget, frem til sommeren 2020.
Vi håber på et godt fremmøde i Vinstrup Forsamlingshus med mange hyggelige og sjove timer sammen; kom gerne med ideer til næste program til bestyrelsen inden foråret 2020.

Bemærk: Denne skrivelse er samtidig annoncering af næste års generalforsamling, jf. foreningens gældende vedtægter, samt annoncering af Vandværkets generalforsamling.

Overskud fra arrangementer går ubeskåret til vedligeholdelse af forsamlingshuset. Mød derfor op til arrangementerne og vær med til at præge samværet i nærområdet.

Program:

Spilleaftener
Der afholdes kortspil i forsamlingshuset den første tirsdag i måneden med opstart den 1. oktober 2019.
Karen Thygesen (tlf. 2296 9194) er ansvarshavende. Alle aftener starter kl. 19.00. Tirsdag d. 5. maj er afslutningen på sæsonen og afholdes kl. 17.30. Detaljer aftales d. 7. april.
Datoer.: 1.okt / 5.nov. / 3.dec. / 7.jan. / 4.feb. / 3.mar. / 7.apr. / 5.maj.
Pris: 20,-kr pr gang (inkl. Kaffe/the).

Læsekreds
Læsekredsen mødes i forsamlingshuset den 3. onsdag i måneden efter nedenstående plan. Alle aftener starter kl. 19.30. Da vi alle læser en bog til første gang, som læsekredsen låner på biblioteket, er det en fordel at tilmelde sig inden d. 23. juli 2019. Tilmelding til Anne Fisker på 25367323 eller anne@bennybox.dk.

Datoer.: 18.sep. / 16.okt. / 20.nov. / 22.jan.2019 / 19.feb. / 18.mar. / 15.apr.
Pris: 15,-kr pr gang (ekskl. Kaffe/the).

Køkken på tur
Første fredag i måneden mødes vi til fællesspisning og hyggeligt samvær. Som sædvanlig laver de, som har meldt sig som “kokkehold” maden, pynter lokalerne og sørger for oprydning og rengøring.
Prisen er kr. 60,- pr. voksne deltager. Vin, øl og vand kan købes.
Tilmelding til Lone Kaab senest mandagen før arrangementet finder sted!!!.
Alle aftener starter kl. 19.00, og følgende mødeplan er lagt:

Datoer.: 4.okt. / 1.nov. / 6.dec. / 3.jan. / 7.feb. / 6.mar. / 3.apr. / 1.maj
Den 6. dec. er den årlige julefrokost, hvor alle medbringer en ret, samt en lille pakke til julepakkeleg.
Deltagerpris er 30.-kr.
Den 1. maj er sæsonens afslutning på Køkken på tur, hvor alle bidrager med en ret til fælles buffet.
Deltagerprisen er 30.-kr.

Café og Lopper – gør et fund Søndag den 25. august 2019 kl. 10.00 – 16.00
Loppestandene er næsten gratis, og er efter først-til-mølle-princippet. Prisen er blot, at man medbringer en kage til kaffesalget. Medbring også din egen stade, bord og stol m.v. Der vil være opstillet et stort telt til boderne.
Der er kaffe og kage til rimelige priser. Henvendelse til Kirsten 4091 9192 eller Hans 6168 9790.

Høstfest – så skal det fejres. Fredag den 13. september 2019 kl. 18.00
Høsten er i hus, og det skal fejres med lidt god mad og måske en enkel øl eller to. Medbring en lille gave til den store gave-auktion, der afholdes, efter vi har indtaget den fantastiske festmiddag. Pris.: 160.- kr. pr. person.
Drikkevarer kan købes til rimelige priser. Tilmelding senest 1.september til Lone.

Vinsmagning – en aften med André Fredag d.21. februar 2020 kl.19.00
Endnu en gang byder den vinkyndige André på en flot buket af forskellige vine med tilhørende historier og vejledning. Der vil være et mindre traktement, der følger med vinene.
Pris pr. person: 160.- Kr.
Tilmelding til Vinsmagning senest d. 5. februar 2020!

Vinstrup Vandværks generalforsamling Tirsdag d. 26. februar 2020 kl.19.30
Det lokale vandværk afholder generalforsamling i forsamlingshuset. Der serveres kaffe m.v. Gratis adgang.

Generalforsamling i bylauget Torsdag den 12. marts 2020 kl.19.00
Vinstrup-Tystrup Bylaug afholder generalforsamling. Dagsorden jf. vedtægterne. Der serveres kaffe og kage, Gratis adgang.

Arbejdsweekend 07.-08. september 2019 og 02. – 03. maj 2020 kl.09.00-16.00
Vi mødes til en kop morgenkaffe med brød og fordeler arbejdsopgaverne mellem de fremmødte.
Alle er velkomne hele dagen eller blot et par timer en af dagene. Uløste opgaver løses på andre aftalte dage efterfølgende. I september 2019 er planen at få pudset vindueskarme/rammer indvendig, så har du erfaring med dette eller vil du bare gerne give en hånd med så mød endelig op.

Pinsekomsammen Mandag den 01. juni 2020 fra kl.17.00
Medbring din bøf eller pølse og få den grillet på den optændte mega-grill. Sammen hygger vi og nyder pinsesolen gå ned over Tystrup sø. Drikkevarer kan købes, og huset er åbent fra kl.17.00. Gratis adgang og tilmelding ikke nødvendig.

Skt. Hans bål på Bavnen Tirsdag d.23.juni 2020 kl.21.30
Vi brænder det traditionelle bål af på Bavnen og synger en sang eller to. Medbring det gode humør, drikkelse m.v. Gratis adgang.

Historisk gåtur Søndag d. 29. September 2019 kl. 13
Tag med på en historisk gåtur hvor Bertel Hansen (formand for Borup Riis venner) fortæller om dengang for længe siden hvor livet om søen/i området var så forunderligt anderledes end nu, eller var det. Vi mødes ved forsamlingshuset og går til Borup Riis. Gåturen afsluttes med medbragt kaffe/frokost/kage, alt efter hvad der nu er stemning for. Arrangementet er gratis.